Kunstanmeldelse fra bogen "101 Kunstner" :

Drømmebilleder

"Billeddigte er vel det nærmeste, man kan kalde Lone Kaalbys collager. På én gang figurative og abstrakte tager de udgangspunkt i en konkret tanke eller en pludseligt oplevet situation. Som når vi ligger i sengen lige før søvnen melder sig, og vi mærker, hvordan tanker og minder flimrer forbi vores bevidsthed i en stadig strøm.

I modsætning til vores vågne bevidste tilstand er rækkefølgen og sammenhængen ikke nødvendigvis rationel og lineær. Ja, vi kender det jo faktisk også om dagen, når vi med et meget præcist udtryk dagdrømmer.

Lærere er ikke meget for alt det dagdrømmeri, og hvor mange elever er ikke gennem årene blevet skældt ud for at dagdrømme i stedet for at koncentrere sig om andengradsligningerne, de europæiske hovedstæder eller de tyske regler om akkusativ? Omvendt, hvor mange af alle disse dagdrømmere er ikke endt med at blive skuespillere, forfattere, komponister og humorister?

Vi kan jo ikke alle blive revisorer, it-chefer, bankdirektører eller entreprenører.

John Lennon var en sådan dagdrømmer, om hvem det kan siges, at det jo egentlig gik ham meget godt. Vi ser ham på modstående side. Lone Kaalby har placeret ham sammen med nogle biller.

Biller er ”Beetles” på engelsk, naturligvis, eller The Beatles”, som gruppen kom til at hedde. De røde biller lyser op i et ellers blåt billede. At have ”The blues” betyder at være ked af det, at være trist og melankolsk, og vi kender alle sammen John Lennons skæbne: skudt ned af en sindsforvirret gerningsmand. Men blues var også den musikgenre, som de purunge ”Beatler” fyrede af i Hamburg 1962 iført rå sorte læderjakker.

Sådan er der så meget, og det er der også i springbukken og den lille pige, der går over en bro. Sammen med træerne henviser de til den uskyld og det håb om fred, som John Lennon synger om i ”Imagine”. Det er i hvert fald de tanker, jeg gør mig om billedet.

Dyr og børn spiller i det hele taget en vigtig rolle i Lone Kaalbys billedverden. Bulldoggen forbinder de fleste med noget sjovt og temmelig stædigt, men også med noget trofast og hengivent.

Måske kunstneren selv har en sådan hund eller har haft engang, og måske den lille pige indhyllet i tykt vintertøj er hende selv som barn, eller bare et fotografi, som hun har syntes passer sammen med en afslappet bulldog. Vi kan ikke vide det, og det gør ikke så meget. Vi digter selv med og hjælpes af de spontane penselstrøg og farvefelter i blåt, violet, gult og rødt.

Billedet med den roligt drøvtyggende ko understreger blot den tilstand af blidt drømmeri, af poesi og digten med, som kendetegner Lone Kaalbys kunst. Bare spring ud i den".

Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen